Det er længe siden, at jeg har beskæftiget mig med min hjemmeside.
Nu er der flere anledninger til at aktualisere den:
- Jeg er flyttet til nye gamle omgivelser i hjertet af Aarhus, tilbage til det kvarter omkring Vesterbro Torv, hvor jeg begyndte mit liv i Danmark i marts måned 1974, frisk ankommet fra Hamburg. Samme efterår begyndte jeg at læse psykologi, så jeg stiller i dag op til samtaler med alle disse år og erfaringer i bagagen.
- Jeg har ikke ytret mig offentligt i lang tid, dels fordi jeg har oplevet traumatiske tab, som jeg skulle lære at leve med. Dels fordi mine tidligere platforme - undervisning og foredrag - ikke er der længere. Som pensionist på deltid bruger jeg mine ressourcer på en anden måde, mere centreret og mere skånsomt for mig og for miljøet.
Hvis du/I er interessede i at møde en samtalepartner,
som bruger sig selv og sine samlede livserfaringer, inklusive
psykologisk fagviden, især omkring eksistentielle, relationelle og familiære emner, og
som ikke er bundet af manualer eller fikse løsningsideer, mere af nysgerrighed og åbenhed i en dialog, hvor forandring er noget, som kan og forhåbentlig vil ske inde i hver deltager på begge sider af bordet (ja, der er et glasbord imellem os),
så kontakt mig og høre nærmere.
Fremover vil jeg prøve at skrive små stykker om ting, der optager mig og som jeg har et håb om kunne være af interesse for flere. Jeg vil ikke lægge mig fast på, hvornår og hvor hyppigt dette vil ske. Du kan vælge at være nysgerrig.